Ung til ung rådgivning
Vi har snakket rigtig meget med de unge studerende, studievejlederne og ungerådgiverne på gymnasierne og kostskolen i Rudersdal. De fortæller alle, at de unge er pressede, og at mange mistrives. De unge studerende efterspørger nogle at snakke med, som er på deres egen alder, som forstår deres situation, og som ikke er en autoritetsfigur.
Vi frivillige i Backstage har derfor indledt et samarbejde med studievejledningen om at lave en ung til ung rådgivning i studievejledningen på skolerne.
Backstage vil repræsentere peer-perspektivet, da alle vi frivillige jo selv har oplevet at have det svært. Men vi slår os sammen med andre unge frivillige, som ikke nødvendigvis har egne erfaringer med udfordringer, men som har en personlig eller faglig interesse i unges trivsel. Det kan f.eks. være unge, som studerer til psykolog, pædagog eller socialrådgiver. De vil blive del af “ung-til-ung”-teamet, som ikke er direkte under Backstage, men i tæt samarbejde med. Både ung-til-ung-teamet og Backstage har samme frivilligkoordinator, så samarbejdet bliver flydende og sammenhængende.
Vi har planer om at lave to grupper af unge frivillige rådgivere – en på dansk og en på engelsk. Det skyldes, at flere af de studerende på Birkerød Kostskole er engelsktalende, og de skal selvfølgelig også have mulighed for at snakke med en ung i rådgivningen.
Vi starter op, så snart vi har en håndfuld frivillige 🙂
Kom med:
Har du lyst til at joine vores fantastiske teams til ung-til-ung rådgivning? Eller kender du nogen, som kunne have lyst? Skriv eller ring til vores frivilligkoordinator, Rikke, på mobil: 72 68 33 97 eller mail: rikth@rudersdal.dk.
For at være frivillig i ung til ung rådgivningen skal du være mellem 17 og 25år. Du får selvfølgelig tilbudt kurser, supervision, netværk og sparring, så du føler dig tryg og kompetent til dit frivillige arbejde 🙂