Tanker og perspektiver fra Psykiatritopmødet 2019: 

Jeg havde besluttet mig for at deltage i årets Psykiatritopmøde på vegne af PEERS. Den 5. november gik jeg derfor ind i Imperial biografen i København. Lige inden vejen gik op ad de store trapper, havde alle der ønskede det, mulighed for at få taget et professionelt portræt af Portrætholdet fra Aftenskolen i Fountain House, der skal bruges til plakaten til dette års tema ‘Hvert menneske tæller’, som var årets tema på årets Psykiatritopmødet i år. Mødet var arrangeret af de 15 organisationer i PsykiatriNetværket, som havde boder på første sal…og jeg ærgrede mig over, at PEERS ikke var med, især fordi peer-støtte ikke var synligt i diverse diskussioner.

Efter frokost genkendte jeg Morten fra LAP, som satte en diskussion i gang om folks behov, når de er indlagt. Oplægget var fra en kvinde, der beskrev sin første indlæggelse med et meget relevant ønske om at kunne få et knus. Som hun sagde: “Jeg var helt ude af den og rundt på gulvet, og personalet smækkede en masse information i hovedet på mig, men jeg havde bare brug for at blive holdt om, så jeg kunne falde til ro”. Det fik hun ikke, selvom hun bad om det, hvilket gjorde opholdet ubehageligt og truende. Det kunne være en smuk opgave for PEERS at hjælpe med fx at få etableret et kramme-squad.

Dagen blev rundet af med nogle fine ord fra næstformand i SIND Kristian Bennedsen, der sluttede af med at udtrykke, at det virkelig ville gavne patienter i psykiatrien, hvis flere brugere ville gå ud som peer-støtter og bruge deres gode ressourcer, for det havde han lagt mærke til virkelig gjorde en forskel.

Alt i alt en fin dag med spændende perspektiver – men mon ikke PEERS skal have en stand til næste år, så vi kan få peer-støtte endnu mere på dagsorden? 

 

Mange hilsner og tanker fra Marina, formand i PEERS